Bisættelse fra Nivå Kirke den 13 april 2006

Maria Hundstrup

Tale. Kære Charlotte og Flemming, Philip og Sanya, Marias farfar og alle I andre som er kommet i dag, for at sige farvel til Maria…..

Gå hen til roserne… sagde ræven, og du vil forstå, at din er den eneste i verden.

Den lille prins gik hen og så på roserne:

I er smukke, men tomme, sagde han. Man går ikke i døden for jer. Enhver anden ville nok tro, at min rose var ligesom I. Men den er mere betydningsfuld end jer alle sammen tilsammen, for det er den, jeg har vandet. Den, jeg har sat under glasklokke. Og har dækket med en skærm.

Det er den, jeg har slået kålorme ihjel for. For det er min rose.

Og han gik tilbage til ræven: Farvel sagde han…

Farvel sagde ræven, og nu skal jeg betro dig min hemmelighed. Den er ganske ligetil: Kun med hjertet kan man se rigtigt. Det væsentlige er usynligt for øjet..

Det væsentlige er usynligt for øjet.. ..gentog den lille prins for bedre at kunne huske det.

Det er den tid, du har spildt på din rose, der gør den så betydningsfuld..sagde ræven….

Jeg synes, at ordene  fra historien  om Den lille prins siger noget meget vigtigt, i dag hvor vi er samlet i Nivå kirke for at sige farvel til en af jeres livs smukkeste roser, Maria Hundstrup, jeres datter og søster, barnebarn, niece og kusine. Og jeres dejlige veninde. Hun døde søndag aften den 9 april på Helsingør Sygehus, 22 år gammel.  Pludseligt og uventet, og alt alt for tidligt.

Vi har det i vores tid  med at lægge meget stor vægt på alt det ydre. På det vi kan se og komme til at eje. Og nogen gange får reklamerne os til at tro på et budskab som vi bliver bombarderet med fra alle sider, at  lykken først indfinder sig, når vi har alle de ting, som vi slet  ikke kan leve foruden.

Men det væsentlige er usynligt for øjet…sagde ræven.

Det der fylder vores liv med mening og indhold er i virkeligheden noget helt andet:

At vi har nogen, som elsker os betingelsesløst. Og som vi selv elsker. At vi lever et spændende liv med sjov og mening og nære venner. Og at vi kan  hjælpe hinanden, når det er svært.  Og at vi må  tro på at vi har en Gud, som elsker hver eneste af os.

Alt det som måske ikke glimter ligeså meget som den sidste nye mobiltelefon og det smarte modetøj  og den store lottogevinst.  Men som betyder langt langt mere…

Og for Maria betød de ting rigtig meget, har I fortalt. Hun elskede at være sammen med andre, og hun brændte igennem, ligegyldig hvor hun befandt sig:

Om hun var hjemme, i skole, eller på RUC, på sit arbejde, i FDF eller  på Nivå Havn. Hun var noget særligt. Helt sin egen. Og der var ikke ondt skabt i hende. Hun var der altid, når nogen havde brug for hendes hjælp.

Og så var Maria utrolig sej. Der var vist ingen udfordringer, som var for store for hende, selv om hun jo fra fødslen manglede det nederste af sine ben.

Hun havde sin minicrosser og når I skulle på løb med FDF kørte hun ved siden af jer andre. Hvis terrænet var ujævnt trak I hende i en vogn.

Og hun sov i telt, sejlede  og gik i det hele taget aldrig af vejen for nye udfordringer.

På stranden lagde hun sine kunstige ben hos livredderen, og gik i vandet, ligesom alle andre. Og hun tog sig ikke af, hvad andre måske tænkte.

Maria blev jo født, mens I to, Charlotte og Flemming, stadig boede i Herning. Men hun var kun to måneder gammel, da I flyttede til Rypevænget i Kokkedal.

I opdagede meget tidligt, at det  var en stærk lille pige, I havde fået. Lige fra den første dag, hun blev  afleveret i Vuggestuen, havde hun det bare godt. Der gik kun et øjeblik, så vinkede hun og sagde: Hej hej Mor. Du må gerne gå!

For dig, Filip, har hun , for nu at  bruge dine egne ord, været en dejlig storesøster.

I har selvfølgelig skændtes og ikke kunnet enes, men I holdt rigtig meget af hinanden.  Også du, Sanya, vil komme til at savne Maria rigtig meget. I blev nære veninder, efter at du havde lært Filip at kende.

Maria kom i skole på Holmegårdsskolen. Næsten samtidig begyndte hun at sejle i Nivå Bådelaugs Handicapafdeling. Hun blev rigtig  dygtig, og de sidste par år har hun været skipper på den båd, hun sejlede sammen med en anden.

Det var egentlig dig, Filip, som først kom med i FDF. Men da Maria var omkring 10 år, blev hun pilt, og hun har lige siden været FDF´er med liv og sjæl.

Hun var blevet leder for de små, og hun har mange gange været med på seniorkurser og landslejre på Sletten. Det var aldrig kedeligt, når I havde Maria med. Hendes latter og gode humør og kreative evner kom altid til at præge de møder og det arbejde, hun var med i.

Der var mange i FDF, som kom til at holde meget af hende, og I får svært ved at undvære hende.

Maria kunne lave alt  med sine hænder. Hun var god til at tegne, lave smykker, og meget andet. Efter 10 klasse tog hun et år på Højskole i Bjerringbro, for at lære noget mere IT, og for at få mulighed for at udvikle  sine kreative evner endnu mere.

Senere tog hun studentereksamen fra Espergærde Gymnasium.

Og  efter sommerferien sidste år startede hun med at læse Humaniora på RUC.

Det var planen at hun skulle flytte hjemmefra den 1 maj, hvor hun havde fået et kollegieværelse i Roskilde. Hun glædede sig meget!

Og det allervigtigste er vel næsten, at Maria var en utrolig god ven. Hun var meget kærlig og omsorgsfuld overfor alle hun kendte.

Hun tog selv til Gudme for at besøge sin farfar. Og hun blev aldrig træt af at lytte til andre, give et knus og  tage sig af dem, der havde det svært.

Sådan var Maria. Glad og ukompliceret. Og med et meget stort hjerte. Og fuld af energi og lyst til at gøre det, hun brændte for.

I vil komme til at savne hende utrolig meget, nu hvor hun ikke længere kunne være hos jer.

Størst er sorgen for jer, Charlotte og Flemming, Filip og Sanya og Marias farfar.

I har nu oplevet, at kærligheden både rummer livets største glæder og livets største sorg.Forhåbentlig vil der i den kommende  tid være mange, som vil hjælpe og støtte jer. Ikke fordi de kan eller skal forsøge at fjerne sorgen, men det er kun andres kærlighed og omsorg, der kan være med til at sprede  mørket og give jer livet tilbage.

Da Maria skulle konfirmeres i 1999, valgte hun et ord fra Johannesevangeliet som sit konfirmationsord, og det ord passer – naturligvis –  til  hendes lyse og glade sind.

Jesus siger: Jeg er verdens lys; den som følger mig skal aldrig vandre i mørket,  men have livets lys.

Hendes tro på Gud var som hende selv, ukompliceret og fyldt af glæde.

Også i dag ved Marias kiste, hvor mange er os har svært ved at se og finde ret meget lys i det mørke der har lagt sig som en skygge overalt, hvor hun er savnet…Også her må vi tro på, at det er sandt at Jesus er verdens lys.

At Gud sendte sin søn til verden for at han skulle leve i blandt os. Han kom ikke for at sætte en stopper for dødens magt, eller for at udrydde det onde, eller for at vi skulle få en forklaring på den meningsløshed, som vi aldrig vil lære at forstå.

Men for at bringe et nyt håb ind i verden, så mørket og døden aldrig skal få det sidste ord.

Lyset skinner i mørket og mørket fik aldrig bugt med det…som vi også kan læse i Johannesevangeliet.

Det er påske, og vi mindes i disse dage Jesu lidelse og død på korset, og fejrer hans opstandelse:

At Gud sendte sin søn til os, og lod ham gå hele vejen gennem lidelse og død, indtil påskedagen, hvor han brød dødens magt og oprejste Jesus fra de døde.

For at bane vejen for os, små og usikre mennesker, til sit rige. Og for at vi skal tro på ham og komme til ham, både med vores største glæder og med vores dybeste sorg.

Han brød dødens magt og vil tage os med til sit rige,  den dag vi dør.

Vi må tro på at Maria har det godt, dér hvor hun er nu, hos Gud, vores Far i Himlen.

Dér hvor der hverken findes død eller sorg , eller ondskab eller smerte.

Du som har tændt millioner af stjerner

tænd i vort hjerte en  tindrende tro!

Du er vort lys, og du vogter og værner

os, så vi sover i tryghed og ro…

Måtte Gud give jer tro og håb og kærlighed – i sorgen over at have mistet Maria.

Amen